
Der er nogle dage hvor intet går som det skal. Om det så er at man sover over sig, banker anklen ind i dørkarmen efter man er stået op, eller vågner op til endnu et afslag på jobansøgningen i mailbakken.
Og så er der de dage hvor det hele går op i en højere enhed, og alt går som det skal. Sådan én dag havde jeg lige på Rigsarkivet. Jeg er i gang med at skrive en bog, delvist baseret på det arbejde jeg lavede i forbindelse med mit speciale om krigsfanger under Napoleonskrigene.
I dag skulle jeg fotografere nogle kilder til bogen. Ok, nemt nok. Jeg har allerede billeder af dem jeg skal bruge, så jeg ved hvordan de ser ud. Desuden ved jeg hvilken arkivkasse de ligger i. Men ud over dem skal jeg også på jagt. Vi skal nemlig bruge billeder af en specifik skanse der optræder i bogen. Det eneste jeg ved om den er hvordan den ser ud og hvad den forestiller.
Som forberedelse har jeg været i kontakt med en tidligere kollega, som har beskæftiget sig meget med samme område som mig, og som har stor erfaring med at finde tegninger og billeder. Desværre advarede han mig om at det arkiv jeg skulle lede i, var stort, uoverskueligt og meget svært at finde rundt i. Han antydede faktisk at man havde lyst til at gøre en ende på sit eget liv, frem for at gennemføre en søgning i Søetatens Kort- og Tegningsarkiv.
Ikke desto mindre fik jeg kyndig hjælp, både af en medarbejder på Rigsarkivet, men også af en anden bruger! Efter kun en halv times søgning havde jeg både bestilt kassen med skansetegningen, og fundet tegninger af kanonjoller fra Napoleonskrigene. Ikke nok med det, jeg havde endda fundet en blanket til afgivelse af sit æresord på at man ikke vil flygte, passérseddel til hele Sjælland fra Københavns Bombardement, utallige breve fra kong Frederik 6.’s egen hånd og lange lister med navngivne engelske fanger, der blev udvekslet for danske og sendt hjem.
Armene var vitterligt i vejret flere gange, og selvom det er svært at forestille sig pulsen stige af at sidde på et arkiv, og kigge på 200 år gammel gotisk håndskrift, var det ikke desto mindre det der skete for mig i dag.
En prægtig dag på Rigsarkivet!