Baggrund

Efter Napoleon abdicerede 6. april 1814 og blev sendt i eksil på øen Elba, satte Ludvig 18. sig på Frankrigs trone. Monarkiet var blevet restaureret. De triumferende stormagter skulle mødes i Wien og etablere en ny orden, der kunne bevare freden i Europa. Wienerkongressen var gået i gang og forløb fra november 1814 til juni 1815.

De forskellige stormagter havde vidt forskellige mål med deres deltagelse i kongressen, og der var flere gange hvor det var tæt på at der udbrød krig mellem Rusland og Preussen. Især spørgsmålet om et uafhængigt Polen var kilde til stor uenighed.

Desuden mistede Frankrig alle besiddelser erobret under det Franske Kejserrige, samtidig med at veteranerne blev behandlet dårligt, og den tilbagevendende adel heller ikke var gode vindere over for de jævne klasser.

Imens dette stod på, var Napoleon meget opmærksom på udviklingen på kontinentet. Han vurderede at enigheden mellem stormagterne var så skrøbelig, samt utilfredsheden med det restaurerede monarki i Frankrig var så stor, at tiden var moden til at udnytte situationen og vende tilbage som hersker over Frankrig.

Flugten fra Elba og Napoleons march gennem Frankrig

26. februar 1815 slog han til. Mens Napoleons britiske opsynsmand Neil Campbell var i Italien, og de allierede vagtskibe var fraværende, steg han ombord på sin lille brig Inconstant og sejlede til den franske sydkyst. Her gik han i land ved Cannes og begyndte sin march mod Paris.

Hans første problem var imidlertid at han skulle igennem Provence, som var meget royalistisk indstillet. Han tog derfor en rute der førte ham gennem oplandet til Alperne, i stedet for en mere vestlig og flad rute.

Den franske konge imødekom imidlertid situationen køligt og sendte en mindre styrke på 6.000 mand under marskal Ney af sted for at fange den korsikanske trold. Men alle garnisonerne i byerne Napoleon krydsede på sin vej, skiftede side til Bonapartes og kejserrigets. Som en lavine voksede hans styrke. Hele 5. Infanteriregiment skiftede side ved Grenoble, og kort derefter også 7. Infanteriregiment efter en muligvis apokryf hændelse hvor Napoleon selv gik ud foran sine egne soldater, åbnede sin frakke og blottede sit bryst for den kongelige styrke og sagde ”Her er jeres kejser, hvis I vil skyde ham så værsgo!”

14. marts nåede Ney endelig sin tidligere herre, og på trods af at han havde lovet Ludvig 18. at hente Napoleon til Paris i et bur af jern, skiftede han prompte side. Det skulle koste ham livet efter Waterloo.

19. marts gik Napoleon ind i Paris. Kort før var Ludvig 18. flygtet til Ghent i Nederlandene.

Den nye kejserlige regering

På vejen mod Paris lovede Napoleon et konstitutionelt kejserdømme hvis han fik magten over Frankrig. Han afholdt en ”folkeafstemning” om den nye grundlov, som blev vedtaget med stor majoritet, men dog med en relativt begrænset vælgerskare. Ikke desto mindre gav resultatet Napoleon en stor, folkelig legitimitet til sit nye styre, selvom de eneste progressive tiltag ift. Bourbonernes restaurerede monarki var pressefrihed og muligheden for at udvide vælgerskaren senere.

Imidlertid var der meget arbejde at tage fat på. Den bourbonske hær var kun på 56.000 mand. Samme dag som Napoleon havde erklæret at han ville indføre konstitutionelt kejserdømme, havde Koalitions-stormagterne erklæret ham for fredløs og lovet at stille en hær på 150.000 mand hver til at knuse ham. Derudover havde mange af Napoleons tidligere allierede og fjender, lovet at støtte med mindre styrker. Bl.a. Danmark der stillede et genoprettet Auxiliærkorps på 10.000 mand til rådighed for koalitionen, selvom disse ikke nåede Frankrig før juli og derved kun optrådte som besættelsestropper.

I løbet af de næste par måneder voksede den franske hær til knap 200.000 mand. Mange af disse var dog afset til at forsvare Frankrigs grænser, men størstedelen blev organiseret i l’Armee du Nord under Napoleons direkte kommando. Den var på omtrent 130.000 mand og mellem 300 og 400 kanoner. Mod disse stod Wellingtons anglo-allierede hær på 93.000 og Blüchers preussiske hær på 116.000 i Nederlandene. Østrigerne og russerne var i gang med at mobilisere, men deres hære ville ikke nå Frankrig før juli.

Waterloo-kampagnen

Nu stod Napoleon imidlertid over for et valg. Skulle han føre en defensiv krig og benytte sig af chancen for at kæmpe på ”hjemmebane”? Eller skulle han angribe sine modstandere og prøve at knuse dem hver for sig, før de kunne samle deres overlegne antal imod sig? Lektien fra Leipzig var klar: Angrib!

15. juni krydsede Napoleon med sin Armee Du Nord grænsen til Nederlandene. Kampagnen var i gang.

Napoleon havde besluttet sig for at angribe langs skæringslinjen mellem de to koalitionshære. Han rykkede derfor direkte mod Bruxelles fra den franske grænse. Wellington forventede et flankeangreb vest for Bruxelles, og var derfor usikker på, om de efterretninger han modtog om fransk fremrykning, i virkeligheden var tegn på et skinangreb. Først sent på dagen 15. juni fik han bekræftet at der var tale om det franske hovedstød, og sendte derfor ordrer til at koncentrere sine styrker ved Quatre Bras, der var trafikknudepunkt syd for Bruxelles, og tæt på den preussiske hær.

Grunden til Wellingtons nølen var at et vestligt flankeangreb ville være katastrofalt for den anglo-allierede hær. Det ville betyde at deres tilbagetrækning mod den Engelske Kanal ville være afskåret, en situation Wellington havde oplevet i 1793 under Duke of Yorks katastrofale invasion af det fransk-okkuperede Nederlandene.

Blücher lod sig imidlertid ikke narre. Selvom han foretrak at manøvrere længere mod øst, for at have ryggen fri mod Tyskland og sikre sine forsyningsveje, lod han sig overtale til at rykke mod vest for at samle sig med de anglo-allierede.

Quatre Bras og Ligny

Den allierede plan gik ud på at blokere vejen til Bruxelles og samle sig ved korsvejen i landsbyen Quatre Bras. Her stod nederlandske tropper fra den anglo-allierede hær under den nederlandske prins William af Orange, da marskal Ney angreb. Ney var imidlertid for forsigtig, og fik ikke tvunget en afgørelse igennem. Wellington ankom til slagmarken og fødede reserver ind mens han afventede efterretninger fra Preusserne. De var i kamp med Napoleon ved Ligny, små 10 km øst for Quatre Bras. Her gik det bedre for franskmændene. Preusserne blev slået, men uden at blive knust. Et fighting retreat lykkedes under dække af stærke preussiske kavaleriangreb, og Napoleon var ikke i stand til at uskadeliggøre sin fjende, selvom de led store tab. Under hele 16. juni marcherede den franske grev D’Erlon med hele I korps frem og tilbage mellem de to slagmarker, uden at yde støtte til hverken den ene eller den anden. Ordre og kontraordre ødelagde franskmændenes chance for at knuse de anglo-allierede med denne styrke.

Da Wellington fik nys om preussernes nederlag, trak han sig tilbage fra Quatre Bras og søgte nordpå. Her havde han udset sig noget fremragende defensivt terræn nogle uger i forvejen: højderyggen ved landsbyen Mont Saint Jean, der lå små 4 km syd for Waterloo. Her aftalte koalitionshærene at mødes. Hvis Blücher ville komme ham til hjælp, ville Wellington tage kampen op mod Napoleon her. Blücher lovede sin støtte, og begyndte at trække sin hær nordvestpå mod landsbyen Wavre, mens han koblede et enkelt korps af som lokkede franskmændene til at tro at hele den preussiske hær trak sig mod nordøst.

De anglo-allierede styrtede så hurtigt de kunne mod nord, og optog forsvarsstillinger langs en meget høj højderyg. Disse manøvrer foregik i løbet af 17. juni. Napoleon spildte meget af sin dag med at besøge slagmarkerne ved Quatre Bras og Ligny, sikre lægehjælp til sine soldater og organisere tropperne, en ting der hjalp moralen hos sine trætte mænd, men som ikke fremmede målet at knuse de allierede. Det var derfor først langt op ad dagen en effektiv eftersætning af de allierede hære kunne påbegyndes. Derfor formåede begge koalitionshærene at optage deres nye stillinger i relativt intakt tilstand. Om aftenen begyndte det at styrtregne, terrænet blev til mudder og al manøvre standsede.

Waterloo

Tidligt om morgenen 18. juni var den anglo-allierede hær opstillet langs højderyggen. Den var inddelt i to fløje, ca. ligeligt fordelt på hver sin side af vejen mod Bruxelles. Foran linjen lå tre bebyggelser der blev besat af fortropper: Hougoumont mod vest, La Haye Sainte i centret langs vejen, og Papelotte og La Haie mod øst. Disse forposter var instrumentale i at holde linjen. Især La Haye Sainte i centret var nøglestenen i det anglo-allierede forsvar, selvom både Wellington og Napoleon først indså det i løbet af slaget.

La Haye Sainte blev besat af lette tropper fra den britiske Kongelige Tyske Legion. Det var en enhed primært bemandet af tyske flygtninge fra Hannover, den britiske konges len, der blev besat af Napoleon i 1803. De var ofte motiverede, veltrænede og særdeles erfarne. I 1815 var det nogle af de bedste enheder Wellington havde rådighed over. Omtrent 400 af disse soldater fik nu til opgave at holde La Haye Sainte så længe som muligt, og derefter trække sig tilbage til hovedlinjen. Wellington betragtede imidlertid Hougoumont som nøglestenen i sin stilling, og beordrede alle ingeniørsoldater dertil for at forstærke godset. Det betød at ingen ingeniører var til rådighed til at forstærke La Haye Sainte. De opkastede i stedet en improviseret barriere på tværs af vejen, og en håndfuld soldater blev sat til at besætte områderne øst og syd for gården, i terræn der var gunstigt.

Napoleons plan var at lave et skinangreb mod Hougoumont for at binde allierede reserver, og derefter bombardere hovedstyrken på højderyggen med et kombineret Grande Batterie på omkring 80 tunge og middeltunge kanoner. Når de allierede styrker var blevet svækket, skulle D’Erlon lave et frontalt angreb med hele I Korps, og knuse fjenden.

Jorden var imidlertid meget mudret og det forsinkede starten på slaget. Det ville være svært at manøvrere for infanteriet og kavaleriet, og umuligt for artilleriet. Først omkring kl. 11 var de franske styrker på plads og klar til kamp.

Slaget begynder

Ca. 11:30 påbegyndte fransk artilleri en beskydning af Hougoumont. Det signalerede slagets åbning. De første franske tropper der var i kamp var under kommando af Napoleons lillebror Jerome Bonaparte. Hougoumont var imidlertid så velbefæstet, at angrebet ikke kunne gennemføres. Napoleon var tvunget til at føde reserver ind i dette såkaldte ”skinangreb”. Planen om at binde de allierede reserver var således resulteret i at franske reserver blev bundet i stedet. Imens formerede I Korps sig i fire kæmpe angrebskolonner, og ventede på signal til at angribe. Grande Batterie påbegyndte en vældig kannonade af højderygget omtrent kl. 13. Wellington havde imidlertid stillet størstedelen af sin hær bag højderyggen, hvilket gjorde det meget svært for det franske artilleri at ramme dem. Ikke desto mindre blev ordre til angrebet givet til D’Erlon omtrent kl. 13:30. Grande Batterie indstillede skydningen mens de franske kolonner passerede gennem deres stillinger.

Nu åbnede en morderisk ild op fra La Haye Sainte. Tyskerne i gården var perfekt placeret til at skyde ind i flanken af I Korps mens de rykkede frem over dalen. De var tilmed udrustet med riflede musketter, hvilket gjorde deres ild meget præcis. Ingen ved hvor mange af D’Erlons mænd blev dræbt af denne ild før de overhovedet var nået frem til højderyggen, men deres tab beløb sig til omtrent 2.000 mand i løbet af hele dagen.

Én af I Korps’ kolonner var sat til at erobre La Haye Sainte. Det var imidlertid meget svært for dem at komme tæt nok på. De kunne rydde oplandet og barrikaden hurtigt, men angrebet blev standset ved bondegårdens tykke mure. Hovedangrebet klarede sig dog bedre. Nederlandske tropper blev fejet af banen, og flere enheder nåede op til Wellingtons hovedstyrke. Han beordrede den excentriske general Thomas Picton til at lukke hullet i centret med sine erfarne reserver. Picton var iklædt civilt tøj og en høj hat, efter sigende for at provokere Wellington med sin umilitære mundering. Han havde kæmpet under Wellington i Spanien, og bar ofte nathue i kamp. Han var imidlertid dygtig og aggressiv og Wellington tolererede disse spydigheder fra sin general. Det gik dog hverken værre eller bedre end at Picton blev ramt i hovedet af en musketkugle tidligt i dette modangreb, og faldt om død på stedet.

For at lette presset på sin hovedlinje beordrede Wellington også sit tunge kavaleri til at angribe det franske infanteri. Det blev for meget for dem, og de flygtede hovedkulds tilbage bag Grande Batterie. Det britiske kavaleri var imidlertid meget udisciplinerede, og var ikke kampvante. De stoppede ikke deres angreb før de nåede det franske artilleri, og her lå et stort antal fransk kavaleri i vente. De iværksatte deres eget modangreb, og massakrerede de britiske kavalerister. Store dele af det tunge britiske kavaleri var ukampdygtiggjort resten af dagen.

Den midlertidige pause i det franske angreb gav de allierede mulighed for at evakuere deres sårede. Det britiske kavaleris nederlag, sammen med evakueringen fik Ney til at tro at de allierede var begyndt at trække sig tilbage. Han så en mulighed for at vinde slaget hvis han satte et hårdt slag ind mod fjenden, og beordrede hele det franske kavaleri til at angribe de allierede linjer.

Endnu en gang fik de tyske forsvare af La Haye Sainte førstepaket-pladser til en veritabel skydebane. Da de franske ryttere nåede op over bakkekammen blev det imidlertid klart for dem at de allierede ikke var flygtet. De havde formet deres soldater i karréer, firkantede formationer der var designet til at modstå kavaleriangreb. Ney forsøgte gang på gang at bryde disse karréer, men de holdt stand. Det var ikke muligt at rykke artilleri op og støtte kavaleriet, da riffelmændene i La Haye Sainte kunne rydde kanonbesætningerne af vejen. Det gik op for Napoleon at han var nødt til at erobre bondegården i centret, før han kunne knække den allierede linje.

I mellemtiden varr preusserne nået Plancenoit, en landsby på den franske højre flanke. Napoleon var opmærksom på truslen fra preusserne tidligere, men forventede at marskal Grouchy med det franske III og IV Korps var lige på trapperne. Grouchy fulgte imidlertid stadig efter den preussiske skinmanøvre, og dukkede ikke op til slaget. Napoleon satte dele af den kejserlige ”Unge Garde” til at slå preusserne ud af Plancenoit, hvad der lykkedes dem efter hårde kampe. Men Plancenoit skiftede hænder flere gange i løbet af eftermiddagen.

Omkring 17-tiden måtte Ney indse at han ikke kunne knække de allierede med kavaleri alene. Han trak derfor de allersidste franske infanterireserver ind mod Hougoumont, og reformerede I Korps til endnu et angreb på La Haye Sainte. Tyskerne der forsvarede gården i centret var imidlertid hårdt presset og ved at løbe tør for ammunition. Da franskmændene ovenikøbet satte ild til gårdens tag, blev presset for stort. Tyskernes chef beordrede en retræte. Franskmændene massakrerede de sårede tyskere der blev efterladt, hvilket vidner om hvor hårde og forbitrede kampene om La Haye Sainte var.

Da La Haye Sainte endelig faldt, kunne Napoleon placere artilleri på højderyggen. De franske kanoner begyndte at skyde store huller i de anglo-allierede karréer. Den tætte formation er meget sårbar over for artilleriild, da den kun fungerer ved at soldaterne står klods op og ned ad hinanden. Det betyder imidlertid også at man nemt kan få ram på mange soldater med et enkelt kanonskud. Presset voksede og var næsten uimodståeligt, da preussiske styrker endelig nåede frem nord for Plancenoit, hvor de etablerede en linje i forlængelse af Wellingtons venstre fløj. Det gjorde uoprettelig skade på den franske morale. Napoleon havde spredt rygtet om at de avancerende blåklædte soldater var Grouchys forstærkninger, men da det gik op for hæren at det var fjendtlige preussere, opdagede de at de var blevet holdt for nar.

Napoleon indså at det var nu eller aldrig, da preusserne blev ved med at forstærke angrebet mod Plancenoit, og Grouchy ikke viste sig. Omtrent kl. 19 mobiliserede han sine allersidste reserver til et angreb på Wellington: Enhederne i Den Kejserlige Gardes mellemste og gamle garde. De rykkede frem på begge sider af de allierede fløje og nåede langt ind i Wellingtons stillinger, på trods af indædt modstand. Wellington havde imidlertid også gemt de britiske gardere i reserve, og de rejste sig fra hvor de lå og gik til modangreb med bajonetter. Det blev for meget for de franske gardere og angrebet blev standset. Napoleons sidste satsning gav ikke det ønskede resultat. Preusserne erobrede samtidig Plancenoit og myldrede derefter ind bag den franske højre flanke. Slået på alle fronter og omringet på sin højre side, måtte Napoleon beordre en tilbagetrækning. Franskmændene var slået.

Efterspil

Napoleon flygtede tilbage til Frankrig for at forsøge at redde den politiske situation. Han var imidlertid allerede blevet afsat af en provisorisk regering, under Joseph Fouché som præsident. 22. juni abdicerede Napoleon til fordel for sin søn, den 4-årige Napoleon Franz Josef Karl Bonaparte, der imidlertid var i Østrig. Han blev beordret til at forlade Paris, og han flygtede længere og længere mod vest, væk fra de allierede hære og i håb om at sejle til USA. Den britiske blokade gjorde imidlertid dette umuligt, og han overgav sig 15. juli. Da var Ludvig 18. allerede genindsat på den franske trone. Napoleon blev forvist til endnu en ø, denne gang Skt. Helena i Atlanterhavet, hvor der ikke var nogen chance for at flygte fra. Han døde kun 6 år senere. Selvom bonapartister i Frankrig håbede på at Napoleons søn kunne blive centrum for et nyt kejserrige, slukkedes dette håb da han døde i 1832, kun 21 år gammel.

Kilder:

• Chandler, David G: Dictionary of the Napoleonic Wars. Arms and Armour Press, London 1979.
• Nosworthy, Brent: Battle Tactics of Napoleon and his Enemies. Constable, London 1985.
• Simms, Brendan: The longest Afternoon – The 400 Men who decided the Battle of Waterloo. Penguin 2015.
• Black, Jeremy: The Battle of Waterloo – A new History. Icon Books, London 2010.
• Liebe, Poul Ib: Napoleons danske hjælpetropper – Auxiliærkorpset 1813. Forlaget Zac 1968.

Billeder:

• Wikimedia Commons.