For præcis 211 år siden ankom der med ét 115 fremmede indvandrere, til den lille købstad Holstebro. Der var hverken tale om migranter eller flygtninge, men snarere britiske krigsfanger taget under den verserende ”kanonbådskrig” med Storbritannien, også kendt under navnet ”Englandskrigen”.

Dette pludselige indryk af mennesker, ændrede byens sammensætning markant. I 1801 boede der 854 mennesker i Holstebro. Hvis vi antager at antallet ikke var meget større i 1808, var der tale om en betydelig forøgelse af indbyggertallet. Desuden kom disse mennesker fra et fremmed land, med et fremmed sprog og mærkelige vaner. Endda fra et fremmed land der var Danmarks største fjende på dette tidspunkt! Mange grimme ord blev slynget ud om de forfærdelige englændere og deres nederdrægtige overfald på Danmark i 1807. Hvor mange af Holstebros indbyggere der var påvirket af den slags retorik, er svært at afgøre, men nogen effekt må det have haft på bysbørnene.

De 115 krigsfanger ankom á to omgange den 8. og 9. april 1808. Det har været noget af et chok for byen, for selv byfogeden fik først besked om planen en lille uge før. Ikke desto mindre kastede myndighederne sig over arbejdet med ildhu og pligtopfyldenhed. Men udfordringerne var store. Ikke alene skulle fangerne indkvarteres, bespises og bevogtes, men de 75 soldater der var udkommanderet til at holde ro og orden, og sørge for ingen flygtede, også have husly og mad.

Soldaterne var relativt lette at klare. De blev indlogeret hos private borgere, som sørgede for mad og drikke til dem. De fik en lille kompensation af staten for dette. Fangerne var dog et større problem. De skulle ikke alene have mad og drikke, men også holdes bag lås og slå. Først og fremmest indrettede man dem i byens rådstues gård. Rådstuen var den bygning hvor den lokale myndighed havde til huse. Rundt om gården rejste man et højt stakit af træ, som skulle holde på fangerne. Rundt om stakittet patruljerede soldater. Vi ved ikke præcist hvordan fangerne blev indkvarteret i gården. Måske telte eller nogle læskure. Men det var ikke særlig godt til at sikre dem mod vind og vejr.

“Maden var ikke spændende, men den slog til. Kosten bestod primært af rugbrød og skummetmælk.”

Det var ikke billigt at have næsten 200 nye indbyggere boende i Holstebro. Byfogeden fik 1.000 rigsdaler af amtet i løbet af de første to måneder, efter fangerne kom til byen. Det var mange penge. Til sammenligning fik en menig soldat 40 rigsdaler om året. Men det kunne ikke slå til. Fangerne skulle have løn hver dag, og selvom man trak udgifterne til deres mad fra deres løn, kostede det langt mere at have de mange englændere på kost, end man fik fra amtet. Byfogeden måtte skrive og klage sin nød til amtmanden mange gange.

Maden var ikke spændende, men den slog til. Kosten bestod primært af rugbrød og skummetmælk. Man må forestille sig at det blev suppleret med saltet flæsk, gryn og øl ind imellem, for at afværge hungersnød.

“Hvis én af fangerne var så uheldig at dø, kunne børnene i byen finde på at følge efter begravelsesoptoget og komme med tilråb. Selv når de nåede kirken kunne de ikke være sikre på at få fred, for børnene begyndte at kaste sted gennem vinduerne.”

Forholdet mellem fangerne og borgerne har været både godt og skidt. Hvis én af fangerne var så uheldig at dø, kunne børnene i byen finde på at følge efter begravelsesoptoget og komme med tilråb. Selv når de nåede kirken kunne de ikke være sikre på at få fred, for børnene begyndte at kaste sted gennem vinduerne. På den anden side måtte byfogeden skrive en venlig men bestemt henstilling om at man ikke måtte drikke sig fuld sammen med fangerne. Det var jo krigsfanger, og man måtte holde på formerne!

Da sommeren begyndte at gå på hæld, og der ikke var nogen mulighed for at slippe af med de mange krigsfanger i sigte, måtte den danske kaptajn over soldaterne i byen La Cour, skrive et brev om sine bekymringer. Fangernes tøj var begyndt at blive slidt, de kunne ikke veksle de pengesedler de fik i løn til rigtige penge i byen, og deres indkvartering var meget mangelfuld. Noget tyder på at kaptajn La Cour og byfogeden har diskuteret muligheden, for at købe en gård til fangerne, men at det ikke har været muligt pga. pengeproblemer. Men endelig i august og september 1808 kom der nok penge fra amtet til at dække omkostningerne. Gården blev købt og sat i stand, og sidst i oktober var englænderne sikret tag over hovedet.

Det var godt det samme, for fangerne fik lov at vente længe på at komme hjem. Ugerne blev til måneder, som igen blev til år. Vi ved ikke præcist hvornår fangerne i Holstebro vendte hjem, men meget tyder på at i første halvdel af 1810, fik Danmark og Storbritannien en aftale i stand, om at udveksle alle tilfangetagne krigsfanger øjeblikkeligt. Da krigslykken overvejende var imod Danmark, var denne aftale en stor fordel for de danske krigsfanger, der sad og rådnede op i lejre og fangeskibe i England og Skotland. Presset på Holstebro ophørte i hvert fald.

Kilder

• Rigsarkivet. Holstebro Rådstue, Indkvarteringskommissionen: Dokumenter vedr. de engelske fanger i Holstebro (1808).
• Rasmus Glenthøj. På fædrelandets alter. København: Museums Tusculanums Forlag, 2007.
• Frantzen, Ole L. og Knud J. V. Jespersen, red. Danmarks Krigshistorie. København: Gads Forlag, 2010.

Billeder

• Jens Aarup Jensen. Jesper Malers Ringkøbing 1808-1847. En billedbog med maler Jesper Kierkegaards farveprospekter af købstaden Ringkøbing. Ringkøbing Museum, 1993.