En klassisk myte om Første Verdenskrig er hestens rolle i skyttegravskrig. Mange antager at heste intet havde at gøre ved fronten, efter maskingeværet havde gjort sit indtog. Alligevel insisterede de stivnakkede og konservative generaler på, at bruge kavaleri til at lave frontalangreb på fjenden, som om de stadig kæmpede som Napoleon. Men er det sandt at heste havde mere at gøre i gullasch-gryden end på slagmarken?

Pompøse officerer der levede i en fantasiverden

“Disse tåbelige drømme om fordums tider resulterede i, at plads, der ellers kunne være blevet brugt på forsyninger til de almindelige fodsoldater, blev brugt på værdiløst hestefoder.”

I Storbritannien går myten endda så langt som at officererne krævede flere og flere heste, for at udleve deres drømme om kavaleriangreb, da der var betydeligt mere prestige i rytterregimenter end ved det almindelige fodfolk. Disse tåbelige drømme om fordums tider resulterede i, at plads, der ellers kunne være blevet brugt på forsyninger til de almindelige fodsoldater, blev brugt på værdiløst hestefoder.

Det er imidlertid kun en halv sandhed. Det er helt rigtigt at kavaleriangreb ofte slog fejl. Også at man havde en urealistisk forestilling om hvad rytterne egentlig kunne udrette på slagmarken, så snart fronterne var fastlåst i stillingskrig.

Men ryttersoldater havde en meget værdifuld rolle på slagmarken, så længe der var tale om bevægelseskrig, dvs. i det første og sidste krigsår, samt på østfronten og på andre perifære fronter, hvor man ikke var blevet fastlåst i samme grad som på Vestfronten.

Dog skulle rytterne som oftest stige af deres heste, før det kom til egentlige sammenstød med fjenden. Men evnen til lynhurtigt at bevæge tropper hen til hvor der var behov for dem, var guld værd på slagmarken. Når omstændighederne var helt perfekte kunne rytterne stadig lave opsiddede angreb i gammel stil, med trukne sværd eller spidse lanser.

“Siden skydevåben blev populære og effektive i de europæiske hære i 1500-tallet, var kavaleriet blevet mere og mere marginaliseret.”

Disse omstændigheder gik ud på at modstanderen ikke skulle være gravet for effektivt ned. Helst skulle de også være stresset af støtteild. Og sidst men ikke mindst skulle rytterne uset kunne nærme sig deres mål indtil sidste øjeblik. Omstændighederne var mere udtalte med maskingeværets dominans over slagmarken, men de havde eksisteret for rytteriet siden muskettens fremkomst. Siden skydevåben blev populære og effektive i de europæiske hære i 1500-tallet, var kavaleriet blevet mere og mere marginaliseret.

Lastbiler med pels

Ikke desto mindre var det dog en anden, mindre action-præget rolle som hesten spillede under Første Verdenskrig, der var den allermest betydningsfulde: Logistik! Heste var det vigtigste transportmiddel. Eksplosionsmotoren, lastbilen og traktoren var ganske vist opfundet, men den var stadig i sin barndom. De var svage, upålidelige og der var slet ikke mange nok af dem, til at de kunne udfylde den rolle som hesten spillede i hære på alle sider af krigen.

Heste trak langt størstedelen af alle de forsyninger der skulle til, for at få hæren til at fungere. Alt fra ammunition til mad til beklædningsgenstande, post og våben. Det hele blev trukket på hestevogne eller på muldyr. Først meget sent i krigen blev mere pålidelig motortransport udviklet, der kunne bruges til feltbrug. Men den industrielle kapacitet var ikke stor nok til at udruste hele hæren på denne måde. Man var derfor stadig afhængig af hesten. Denne afhængighed af hestetransport forblev en realitet for europæiske hære helt op til 2. Verdenskrig.

Postryttere

Derudover var heste også vigtige til kommunikation og transport. Hvis en ordonnans eller kurér skulle rejse 15 km gennem mudrede pløjemarker var der intet alternativ til hesten. I en tid hvor radioen endnu ikke var stærk og pålidelig nok til feltbrug, brugte man i stedet felttelefoner med ledning i. De havde dog det problem at de mange, voldsomme artilleribombardementer konstant klippede telefonledningerne over, og meget tid gik med at genoprette forbindelsen mellem enhederne. Når der ikke var en telefonforbindelse tilgængelig, var hesten livsvigtig til at holde forbindelsen mellem forskellige elementer af hæren. Med tiden blev denne rolle dog overtaget af motorcyklen.

Man eksperimenterede også med andre former for backup-kommunikation. Brevduer var et klassisk eksempel. Især de britiske kampvogne brugte brevduer, da mobile radioer, der passede ind i en kampvogn, endnu ikke var opfundet. Hunden spillede også en vigtig rolle, og blev brugt både til at fragte breve og sætte nye telefonledninger ud.

Hesten var nyttig og brugbar under krigen

“Hesten var altså ikke en anakronistisk pyntegenstand, der burde holde sig til paradepladsen, limfabrikken eller gullaschgryden.”

Hestens vigtige rolle under Første Verdenskrig illustreres af den Britiske Hærs antal heste i løbet af krigen, der startede med 25.000 heste i august 1914, steg til 165.000 efter krigen brød ud og Storbritannien mobiliserede. Året efter var tallet steget yderlige til over 500.000 og nåede sit højdepunkt i 1917 med 591.324 heste. Hesten var altså ikke en anakronistisk pyntegenstand, der burde holde sig til paradepladsen, limfabrikken eller gullaschgryden.

Kilder

• Corrigan, Gordon: Mud, Blood and Poppycock. Cassell, London 2003.
• Nosworthy, Brent: Battle Tactics of Napoleon and his Enemies. Constable & Robinson, London 1997.
• Imperial War Museum. https://www.iwm.org.uk/